The Music Never Stopped

Downloads

The Music Never Stopped

Originaltitel: The Music Never Stopped
Instruktør: Jim Kohlberg
Produktion: USA 2011
Alder: 15 år
Genrer: Drama
Udgivelsesdato: 19.02.2012 (AWE0390Bio)

"En musikalsk rejse langs erindringens vej. En rørende historie... livsbekræftende, morsom og tilbagelænet" - Liv Lindtner Reese-Petersen, OnFilm

"Det sublime skuespil... dybtfølt og oprigtigt hele vejen til den rørende slutning" - Nicolai Eskesen, Nosferatu

"Det gør ondt og godt" - Anne Jørgensen, Filmcitat.dk

"En medrivende historie... en helt igennem dejlig filmoplevelse" - Sophie Engberg Sonne, Politiken

"Dramaet lever i kraft af musikken og i kraft af de gode skuespillerpræstationer" - Jacob Wendt Jensen, Berlingske

"En masse rørende og indimellem morsomme scener - samt selvfølgelig en masse god rockmusik. En smuk hyldest til musikkens helende kraft" - Henrik Queitsch, Ekstra Bladet

"Fint afstemt varme og humor" - Mia Brygger, Cinemazone

"En smuk historie" - Per Juul Carlsen, DR Filmland

"Historien vinder flere point for sine bevægende øjeblikke... giver sit publikum varme" - Sarah Ingemann Hansen, Filmz

"Dybtfølt film med kærlighed til sit stof og sine karakterer... hjertet på rette sted" - Cphculture

"En rørende historie, gode skuespillere, flotte billeder og god musik" - Katrine Juel, Film-nyt

"Gør indtryk... særdeles bevægende" Bo Green Jensen, Weekendavisen

“The Music Never Stopped” er baseret på “The Last Hippie” af Oliver Sacks (“Livet længe leve/Awakenings”) og er en fars og en søns rejse mod lyset, da de som en gave fra oven pludselig får muligheden for at forfølge det bedste i en ny tilværelse efter traumatiske oplevelser har forårsaget dybe ar på sjælen for både far og søn. Gennem den musik der omfavnede 1960'er-generationen følger historien de hjertevarmende fremskridt for Henry (J.K. Simmons) og Gabriel (Lou Taylor Pucci).
Ligesom far og søn stod på hver side af generationskløften når det kom til tidens musik, gjaldt det samme for de politiske synspunkter og ideologien omkring Vietnamkrigen. Gabriel gør oprør ved at forsvinde ind i undergrundskulturen og skærer båndene til sin familie over.

Filmen begynder næsten to årtier senere, da Henry og hans kone Helen (Cara Seymour) får at vide, at deres søn er blevet fundet omvandrende på gaderne i New York. Gabriel har en hjernesvulst, der har forårsaget store ødelæggelser af vævet og må omgående gennem en større operation.
Da han kommer til hægterne, er han i en næsten-katatonisk tilstand. Hans hjerne er så beskadiget, at han ikke længere har nogen langtidshukommelse og dermed ingen minder. Gabriel tror derfor, han stadig befinder sig i 1968. Det står klart, at svulsten har ødelagt den del af hjernen, der skaber nye erindringer. Gabriel kan ikke skelne mellem fortid, nutid og fremtid og han befinder sig stadig i en tid med ungdomsoprør, fri hash og psykedelisk musik.
Henry er imidlertid forhippet på, at hans søn ikke skal glide fra ham igen og han forsøger på forskellig vis at nå ind til ham. Desværre gør Gabriel ingen fremskridt og det får Henry til at opsøge Dr. Dianne Daly (Julia Ormond), der er musikterapeut og som har opnået bemærkelsesværdige resultater ved at benytte musik i terapien med netop mennesker, der har været ramt af en hjernesvulst.
Da Diane intensiverer sin terapi med Gabriel, opdager hun, at han synes at reagere aktivt på musikken fra 60'er-æraen: The Beatles, Bob Dylan og især Grateful Dead har en bemærkelsesværdig effekt på Gabriel. Med musikken i baggrunden er han i stand til at føre en samtale og udtrykke sig i næsten almindelige vendinger.
Henry kan ikke døje rock'n roll, men han er villig til at gå på kompromis for at knytte et nyt, stærkt bånd til den søn, han troede, han for altid havde mistet.

Filmen præsenteres i samarbejde med Miracle Film.